Bohr

Premiere 13. januar 2022

”Der findes ingen kvanteverden. Der er kun en abstrakt kvantefysisk beskrivelse. Det er forkert at tro, at det er fysikerens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om, hvad vi kan sige om naturen” – Niels Bohr

Verden rummer mere end hvad, vi kan se og mærke. Niels Bohr revolutionerede den moderne videnskab, da han fremsatte sin teori om, at fysikken beskriver verden i vendinger, vi ikke umiddelbart kan visualisere eller forestille os. Sandheden kan virke selvmodsigende, og paradokset bliver kun et startpunkt for nye opdagelser. I 2022 er det 100 år siden, Niels Bohr modtog sin nobelpris i fysik, og i den anledning vil GLiMT hylde og portrættere denne ikoniske person og videnskabsmand. Det bliver med en storslået multidisciplinær forestilling, der udfordrer fysikkens love og – ligesom Bohr – bringer undren tilbage i måden, vi ser verden på.

Bohr var en særlig slags videnskabsmand og et favnende menneske, der gjorde sine kollegaer og studerende på Niels Bohr Instituttet til én stor familie. Her gik de fx rundt med legetøjspistoler og skød om kap mod hinanden, inspireret af hvordan gunslinger-helten i westernfilmene altid vandt over skurken, selvom skurken trak først. På den måde beviste Bohr, at den umiddelbare respons er hurtigere end den intentionelle handling.

Hans forskning og især hans indflydelse på samtidens forskningsverden har stadig stor betydning for, hvordan vi ser verden i dag. I en scenografi af tavler, inspireret af Bohrs personlige tavle, der rummede mange tavler, udfolder forestillingen sig i forskellige lag med historiske nedslag fra verdenskrigene, udviklingen af atombomben, historien om Bohrs årelange, legesyge fejde med Albert Einstein, anekdoter fra Bohr Instituttet og scener fra et familieliv, hvor Bohr kone Margrethe spillede en særlig rolle for, hvordan det tæt forbundne forskningsmiljø på instituttet udviklede sig, og hvor Bohr mistede sin ældste søn i en tragisk bådulykke.

Med GLiMTs karakteristiske sceniske sprog, der eksperimenterer med relationen mellem performere og scenografi, bliver historien fortalt med fx et cyr wheel i rasende fart, der illustrerer Bohrs forskning omkring atomets hemmeligheder, og kropslige udfoldelser og illusioner, der forvrænger tid og rum og udfordrer tyngdekraften. Gennem en stærk visuel og sanselig forestilling vil vi komme Bohrs tanker nærmere – og forstå, at vores daglige opfattelser af vores verden gemmer på så mange utrolige hemmeligheder.

Galleri

 

Kontakt GLiMT